Kan detta till äventyrs vara en föregångare till runstenarna?

[karlfredrik]

Jag tänker på den gamla grekiska myten om "Folken bortom Nordanvinden" (grekiska Hyperborea, hyper =bortom,borea= nordanvind) på en sagoö.Jag tror legenden skrevs nedr 300 f Kr
Skulle det till äventyrs finnas skuggan av en chans att b erättelsen hade en verklig bakgrund?
Och i så fall, ristade man in bilder som på bronsåldern? Vad kunde det tränkas stå på stenen?

[Historikus]

Jag tänker på den gamla grekiska myten om "Folken bortom Nordanvinden" (grekiska Hyperborea, hyper = bortom, borea = nordanvind) på en sagoö. Jag tror legenden skrevs ned 300 f Kr. Skulle det till äventyrs finnas skuggan av en chans att berättelsen hade en verklig bakgrund? Och i så fall, ristade man in bilder som på bronsåldern? Vad kunde det tänkas stå på stenen?

Runinskrifter har hittats i bl a Tyskland och Frankrike av germanska stammar, härstammar troligen från romersk-grekisk alfabet anpassat till att rista in i trä och sten.

Karlfredrik,

Den tanke har altid fascineret mig, hvorfor og hvornår vi mennesker fik behov for at udtrykke os i skriften. Ægypterne berettede jo længe i et billedsprog.

Tidligere er det fønikiske alfabet beskrevet som forløberen for det hebræiske og græske alfabet. Selvom der ikke eksisterer en klar linje til urgamle ugaritiske inskriptioner ser det ud til, at fønikerne lånte alfabetet herfra. Det ugaritiske alfabet har 30 bogstaver, hvoraf de første 22 er nøjagtig de samme som hele det fønikiske alfabet.

De fleste bogstaver i ældre alfabeter har navne, der begynder med bogstavets fonem (sproglyd), så de er nemmere at huske. Det ugaritiske navn for lyden A var ’alfu’ i betydningen den store - og senere blev bogstavet navnet for den skabende gud. Tilsvarende på fønikisk er navnet ’aleph’, på hebræisk ’alef’ (א) og på græsk bliver det til ’alfa’.

På lepontisk (ca. 650-0 f.Kr.) er kaldenavnet for A ligeledes ’alpha’. I alt er der i Norditalien fundet omkring 40 inskriptioner på lepontisk med skriveretning sinistro-verse (venstre) på tegnet for A - og andre 29 eksempler med skriveretning dextro-verse (højre) viser tegnet for A omtrent sådan ᚨ. Alle fra perioden 7. til 1. årh. f.Kr.

Ser vi på runetegnene i Ældre Futhark (200-500 e.Kr.) viser de rekonstruerede navne, at A-runen ᚨ benævnes ’ansuz’ i betydningen gud. Hvorvidt det er tilfældigt eller om der ligger et tidligere forløb bag det nordgermanske runealfabet er uklart, men A-runen og A-tegnet på lepontisk har en overraskende lighed.

[Historikus]

Lepontisk

I en radius af ca. 50 km med centrum i byen Lugano er kendt til omkring 150 tekster på nordetruskisk, der engang mellem det 6. til 1. årh. f.Kr. blev efterladt af et keltisk folk kaldet leponterne (lepontii). Lepontisk er et nu uddødt keltisk sprog, men sandsynligvis et af fem kendte alfabeter afledt fra det etruskiske alfabet.

De fleste af teksterne er fragmentariske og skrevet med Luganoalfabetet, hvoraf kun et halvt dusin indeholder mere end to ord og det længste er på syv ord. Dateringen er baseret på både lingvistisk og arkæologisk verificering. Ældst kendte lepontiske inskription er dateret til ca. 575 f.Kr., er fra den schweiziske Kanton Ticino (Castelletto sopra) og teksten lyder χosioiso. Indskriften - (k)osioiso - minder meget om et palindrom, der kan læses i begge læseretninger og tolkes som »af Gosios«.

Enkelte indskrifter i Norditalien tilskrives en anden keltisk enhed - cisalpine keltisk - der deler enkelte funktioner med lepontisk. Cisalpine keltisk adskiller sig fra lepontisk i, at dele mere særprægede fonologiske og morfologiske træk med (transalpine) keltisk og kan derfor klassificeres, som en lokal keltisk dialekt. Cisalpine keltisk dateres til efter 400 f.Kr.

I Schweiz og Kantonen Tessin er der ligeledes fundet flere lepontiske indskrifter, hvor et sværd bærer på-skriften Korisios, der enten er producentens eller ejerens mærkning. Fra Kantonen Bern og Münsingen-Rain er der fundet en glasperle med en påskrift, der i etruskiske eller ’etruskoide’ bogstaver giver navnet Samoritos. Dog gør visse usædvanlige bogstavformer tydningen tvivlsom.

[Historikus]

Fund fra Hjortspring Mose

Det er talrige fund i offermoser der har øget kendskabet til de urnordiske indskrifter. Det første store våbenoffer på dansk jord, blev nedlagt i Hjortspring Mose. Mosen lå på Nordals ved Hjortspringkobbel midtvejs mellem Augustenborgfjorden og Østersøkysten. Omkring år 350 f.Kr. kom mellem 80-100 krigere sejlende i fire til fem kanoer - ca. 20 m lange - og angreb en boplads på Als. Krigerne tabte i kampen og våben og udstyr samt en enkelt krigskano blev ofret i mosen. Det er uvist hvorfra krigerne kom.

Mærkeligt nok er der i Hjortspring Mose ikke fundet våben eller udstyr med indgraverede runetegn. Det må tolkes derhen, at de to nordgermanske stammegrupper - der deltog i kampen - endnu ikke havde nået det nødvendige kulturelle niveau.

[Historikus]

Slesvig-Holsten

I Meldorf, Dithmarschen er der fundet en fibula dateret til perioden ca. 1-50 e.Kr. Med punktteknik er der påført en inskription med fire tegn, der vurderes som proto-runer, runer eller latinske bogstaver. En translitteration af teksten kan enten være »iþih« eller »hiwi«.

Et andet eksempel er en inskription på et potteskår fra Osterrönfeld i Rendsburg (51-100 e.Kr.) ligeledes i Slesvig-Holsten, hvor translitterationen kan læses som »r-w«.

Begge fund er et klart bevis på, at et vist niveau af læsefærdighed opstod i Nordtyskland i løbet af det første århundrede efter Kristi fødsel.

[Historikus]

Urnordiske runer i Danmark

Der er i Danmark fundet 26 urnordiske runeinskriptioner fra perioden 160-750 e.Kr.

Ældste runeindskrift er fundet på en kam som våbenoffer i Vimose. Translitterationen kan læses som »harja« og dateres til B2/C1a (160 e.Kr.).

En anden meget stor gruppe af inskriptioner kan kategoriseres til perioden C1b (210/20-250/60 e.Kr.) og en væsentlig del af fundene skyldtes mosefund.

Runer på brakteater dateres til D2a (460/70-530/40).

Enkelte danske indskrifter er desuden fundet i tidsrummet 460/70-750 e.Kr.

[Historikus]

Runer & litteratur

Den første reference i litteraturen - der omtaler runer - er en merovingisk tekst af poeten Venantius Fortunatus fra 500-tallet -

• barbara fraxineis pingatur rhuna tabellis quodque papyrus agit, virgula plana valet

"tegn blot den barbariske rune på asketræstavler; alt hvad papyrussen gør, det formår også den flade gren"

Teksten viser, at kendskabet til de nordiske runer havde nået de kontinentale litterære kredse.

[Historikus]

Lepontisk

I en radius af ca. 50 km med centrum i byen Lugano er kendt til omkring 150 tekster på nordetruskisk, der engang mellem det 6. til 1. årh. f.Kr. blev efterladt af et keltisk folk kaldet leponterne (lepontii). Lepontisk er et nu uddødt keltisk sprog, men sandsynligvis et af fem kendte alfabeter afledt fra 'det etruskiske alfabet'.

'Det etruskiske alfabet' bestod oprindeligt af 26 bogstaver; fra dette alfabet udvikledes en sprogfamilie bestående af bl.a. piceni, venetisk, italiensk, nordetruskisk (alpinsk) og latin - samlet benævnt som Italo-Celtic (Donald Ringe, 2006). D. Ringe mener samtidig, at der foreligger den teoretiske mulighed, at Germansk og Italo-Celtic begge viser tilbage til et fælles forstadium.

[Historikus]

Nord-etruskisk – (Lepontisk) – Urnordisk

Et interessant belæg er 28 bronzehjelme fra Ženjak-Neugau skatten i det daværende område Neugau - beliggende lidt sydøst for Hallstatt.

Hjelmenes design – Neugau typen - er estimeret til den 1. halvdel af det 5. årh. f.Kr. og indskrifterne skønnes dateret til det 2. årh. f.Kr. Skatten blev deponeret ca. 50-55 f.Kr. – kort før den romerske besættelse af området.

To af hjelmene bærer en indskrift, der af sprogforskeren Thomas L. Markey bl.a. er læst som ’harigastiteiva’ og tolkes som det ur-germanske harjagasti(z) teiwa(z). Inskriptionen læses fra højre mod venstre. Der er bred enighed blandt forskere om, at skrifttegnene er fra det nord-etruskiske alfabet (Carl J. Marstrander 1925; Robert Nedoma 1995; Thomas L. Markey 2001).

Forskeren Bernard Mees mener, at sproget i inskriptionen er ur-germansk og indeholder et klart eksempel på den germanske lydforskydning (diphthongal pronunciation IE * ei). Ligeledes er han af den mening, at teksten er et nøglebevis for runernes oprindelse fra det nord-etruskiske alfabet (”Runes and their secrets” - studies in runology 2006, s. 206).

https://www.khm.at/objekt-datenbank/detail/65446/

[Historikus]

'hari-gasti'

Det germanske 'harigasti' er kendt fra nordiske runetekster - så teksten fra Neugau anses som værende den ældst kendte med germansk lydforskydning.

Harja-, hari-gasti er dokumenteret på en række ur-nordiske kulturgenstande:

• Dr 207 U, Kam af ben, Vimose, Næsbyhoved Broby sn , Odense hd, Fyn, U ca. 160 (Imer 2007), harja.
• Dr 232, Fibula, Himlingsøje, U 210/220-310/320 (Imer 2007), hari-so.
• Dr MS1995; 341 U, Økseskaft af træ, Nydam Engmose, Sottrup sn, Nybøl hd, Sønderjylland, U 210/220-375 (Imer 2007), Waga-gastiz.
• Dr 12, guldhorn, Gallehus, Møgeltønder sn, Lø hd, Sønderjylland, U 375/400-460/470 (Imer 2007), Hlewa-gastiz. Runerne er skrevet i ældre fuþark, og sproget er i det tidlige proto-norrønt, men hævdes også at være nord-vest-germansk.
• Sö 24 U, Runesten, Berga , Trosa sn, Hölebo hd, Södermanland, Sverige, U 375/400-560/570 (Imer 2007), Sali-gastiz.
• N KJ90 U, Runesten, Sunde , Kinn sn , Sogn og Fjordane fylke, Norge, U 375/400-560/570 (Imer 2007), Widu-gastiz.
• Dr IK98 U, brakteat (C-typ), Sjælland , U 400-650, hari.
• Dr 359, Runesten RAK, Istaby, Listers hd, Blekinge, U 520/530-560/570 (Imer 2007), Hari-wulfa.
• Dr 357, Runesten RAK, Stentoften, Sölvesborg, Listers hd, Blekinge, U 520/530-700 (Imer 2007), Hari-wulfz.