Hjalmar Söderberg

[Mio Nielsen]

Jeg har netop læst Gertrud, altså skuespillet af Söderberg, og bemærket nogle interessante passager i dialogen mellem to af hovedpersonerne, nemlig Kanning og Lidman. Førstnævnte, der netop er ved at blive minister i en slags samlingsregering (skønt han hidtil ikke har været politiker, men advokat) siger til sin gamle ven og studiekammerat, at jobbet som minister indebærer en forpligtelse til ikke at sige hvad man tænker, men kun sige det, som gavner den sag, regeringen arbejder på at gennemføre.
Da Lidman, som er digter, udtrykker sin forbavselse, præciserer Kanning, at der findes politikere, der har sparet sig selv fra denne konflikt, ved konsekvent kun at tænke, hvad der skal siges. Og sådanne, siger Kanning, har jo en stor fordel frem for os andre.

Alt dette var skåret bort i Dreyers film, og jeg synes egentlig Dreyer havde ret i at skære det væk, da det kun på det teoretiske plan vedrørte handlingen, der drejer sig om ægteskabelig loyalitet og individets ret til frihed.

Jeg har også set Dreyers Gertrud i den forløbne uge. Endda to gange, idet jeg allerede dagen efter, følte trang til at se den igen.

Vi skandinaver har heldigvis noget at være stolte over!