Skandinaviskt Arkeologiforum

Under en samtale om arkæologi kom jeg til at bruge udtrykket "irrationnel" og jeg brugte det om min egen tankegang!
Hvad mon jeg mente med det? - tænkte jeg bagefter.
Og nu forsøger jeg at svare.

"Rationnel arkæologi" er nok lettere at definere: Dersom vi definerer arkæologiens formål som "menneskenes forsøg på at forstå deres forfædre ved at undersøge genstande og bygningsrester fundet i jorden", så kunne man foreslå, at dette arbejde kan betegnes som rationelt, når det knytter sig til det dominerende historiske narrativ. Mere præcist: når det bygger videre på det eksisterende ved at gøre vores billede af fortiden mere detaljeret og mere omfattende.

Dersom arkæologen modsat har den opfattelse, at det dominerende narrativ er grundlæggende forkert, så vil fund i jorden blive fortolket mere individuelt. Den gravende - og tænkende - person kan være tilknyttet en ideologi, som forsøges bevist ved hjælp af det fundne - Eller: det kan være en mere individuel, uengageret, men alligevel rationnel person.

Det kunne også være en drømmer. En digter. Og så bliver resultatet naturligvis irrationelt. En nationalt sindet og kristen digter vil gøre en funden guldgenstand til en gave fra Guden, som angiveligt har forudset og planlagt hvem der skal finde guldet. Det er irrationnel arkæologi.
En mere nutidig digter vil også være bevæget af stærke følelser, når noget værdifuldt findes. Men tolkningen bliver mindre bastant og mere tåget.
Men irrationnel.

Jeg har fremstillet denne sag, som om det enkelte menneske er enten det ene, altså rationel, eller det andet. Men det er naturligvis ikke tilfældet. Det drejer sig snarere om to tilstande, som de fleste mennesker oplever successivt. Man har i den daglige rytme øjeblikke af snusfornuft og andre øjeblikke hvor tankegangen er mere eller mindre ukritisk. Det være sig drømmende, selvoptaget, poetisk, fabulerende...

Ja det är intressant hur vi flyter mellan rationell och irrationell. Men jag tänker, var går gränsen? De mest irrationella tankar som bekräftas av andra, blir ju på ett ögonblick högst rationella! Allt under devisen endast den tokige är normal i en galen värld!

Hur många gånger har vi inte sett sociala strukturer förvandla de mest konstiga hypoteser till så kallade sanningar, och vilda spekulationer till konsensus? I ett fack som är så lite prövbart så får ju tolkningar lång bort från materialet oproportionerligt stort utrymme.

Så frågan är, vad är grunden för att bedömma vad som är rationellt? För det är ju inte irrationellt att sälla sig till en skara... oavsett vad som står för. Eller är det det?


ps

Även om.du skriver på danska Mio, så blir jag lite avundsjuk på den poetiska tonen jag uppfattar! Den tilltalar mig!

Det absolut bästa svenska exemplet på "irrationnel arkæologi" (och dito "historieskrivning") måste väl ändå vara den gigantiska villfarelsen om "svear mot götar". Kan inte komma på något som till den milda grad förstört synen på svensk (för)historia - och därmed också (tolkningarna av) arkeologin.

*

Tak for dit indlæg Yngwe.
Det er klart at nationale præferencer har en stor rolle i at fortolke (fejlfortolke?) arkæologiske fund. Dersom man har en objektiv forståelse for sit nationale og etniske tilhørsforhold, så går det godt: resultatet bliver en rationel fortolkning. (evt. ironi og humor er utilsigtet!)
Jeg læste for nogle år siden en beskrivelse af en betydningsfuld udgravning i Israel: Tusinder af turister kom for at besøge udgravningen, som fremviste fund af stor betydning for jødisk selvforståelse.
Når turisterne kom op fra rundvisningen, så mødtes de af en lille flok arkæologer, der havde etableret en "stand" med tryksager og plakater: Det drejede sig om, for disse mere internationalt sindede, men jødiske, arkæologer, at forklare turisterne at den officielle fremvisning ignorerede de talrige kulturlag (persiske, byzantinske... jeg husker ikke), som ikke havde at gøre med jødisk kultur.