Skandinaviskt Arkeologiforum

Historikeren og slavisten John H. Lind er en af de få, der i årevis har forholdt sig realistisk til begrebet viking, og han tager her enndu en grundig tur omkring begrebet samt dets invasion af russisk historie ...
"... in the second half of the 19th century, philologists began to publish the massive amount of Norse translation literature from the 12th to 14th century, where the term ‘viking’ is used about a wide range of other ethnicities but never Scandinavians. Had this literature been widely read, it would have shown that the link between the term ‘viking’ and Scandinavian ethnicity was false, and that is what it is: false!" ...
"... "... Stalsberg writes that it is an unpleasant fact ‘that Viking today, even in scholarly literature is used in a way that is without support in the sources, so that it has lost its value as a historical term’."

Men læs det hele.

https://www.academia.edu/44118568/THE_V ... ORIOGRAPHY

*BS

Men på två svenska runstenar finns ordet " viking " , dels som namn dels som begrepp .
Som begrepp : " I runbandet utmed stenens kant läser man från huvudet till ×: "Tyke reste stenen efter Gunnar, Grims son." Sedan förtydligades namnet som "Tyke Viking" .
https://sv.wikipedia.org/wiki/Sm%C3%A5l ... krifter_10

PS jag skall läsa din länk imorgon.

Jancro, hvad du skriver om, tages grundigt op i artiklen. Blandt andet nævner Lind, at Viking på runestenene i nogle tilfælde var et personnavn og ikke en stillingsbetegnelse. I andre tilfælde kunne det være en betegnelse, men, som Lind skriver, så beviser ingen af tilfældene, at betegnelsen var speciel for skandinaver. Lind har registreret alle de runestene, der nævner ordet viking.

Hur hanterar man -ing ändelsen i ordet Viking? Det är ju en ändelse som förekommer i germanska språk men inte i slaviska.

Mit bedste råd er, at du går til academia.edu og finder de artikler, Lind har skrevet om ordet.
Det tjener ikke noget fornuftigt formål, at jeg fortæller, hvad andre skriver, men man må altså begynde med at sætte sig ind i det, der er udgivet.

"Based on this examination of how the term ‘viking’ was actually used and understood by those, who used the word in their native language from its first known occurence c. 700 AD onwards, some conclusions may be drawn. 1) Until at least the end of the 18th century the term ‘viking’ or ‘wicing’ was never associated with any form of specific ethnicity. Hence, we find the word used about persons of all colours, ethnicities and religious persuations known at the time by those who used the word in their native languages.
While Old English ‘wicing’ had gone out of use already in the 11th century, we can also observe that Norse ‘viking’ gradually went out of use in all other Scandinavian languages before the end of the Middle Ages apart from Icelandic. Here it was still used as it had been for centuries at least until the mid-17th century if not later. Thus, we find ‘viking’ used to denote those Barbary Pirates from North Africa, who in 1627 landed in Iceland to take slaves. 2) The early dissappearance of the word ‘viking’, especially in the South Scandinavian languages, no doubt facilitated its sudden reappearance in precisely these languages now infused with explicit Scandinavian ethnicity. ..." og så videre ...
... trukket ud herfra:

The Viking Fallacy: The Functional ‘viking’ vs the Scandinavian Viking (Russian summary: Подмена понятия «викинг»: род деятельности vs скандинав)
https://tinyurl.com/5n6kzfne

Den ældste oprindelse af begrebet >viking< forekommer i den frisiske litteratur.
.*
Citat: ”Therefter cas Magnus thine fifta kerre and alle Fresan an sinne kerre ien, that se nene hera fordera an here[ferd] ne volde folgia, than aster ti ther Wiser and wester ti ther Fle, up mittha flode and wth mittha ebba, truch that se thine ower wariad deis and nachtis with thine Nordkoning and thine wilda witzing and this ses flod mit tha fif wepnum: mit suerde, mit scilde, mit spada, and mit forca, and mit etkeres orda”.
*
Teksten refererer til den oldfrisiske lov - Lex Frisionum - der blev nedskrevet på latin og anfordring af Karl den Store i perioden 785-793. Jeg har forsøgt at oversætte teksten fra De syv Magnusküren -
*
"Da valgte Magnus den 5. Küre - og alle friserne stemte for, at de ikke behøvede at foretage strejftog længere end østpå til Weser og vestpå til Vlie, end ud med Flod og tilbage med Ebbe, fordi han har brug for at bevogte kysten - hver dag og nat - mod den nordiske konge og strømmen af vilde vikinger, og det med fem våben: med sværd, med skjold, med spade og med fork og med spidsen af spyddet".
*
En anden version skriver ’wilda witzenges’ og et frisisk håndskrift af 1085 skriver ’northeska wiszegge’ for vikinger. Andre udgaver har på dette sted ’tha Nordmanum’ og ’northeska wigandum’.
*
Kilde: Karl von Richthofen, ’Friesische Rechtsquellen’. Berlin 1840. Neudr. Aalen 1960.

Råder det inte rätt stor konsensus om att ”viking” var en handling eller ett yrke?

Problematiseringen av att kalla alla skandinaver mellan 796 och 1066 för vikingar har varit närvarande i alla nyare böcker om yngre järnålder jag läst de senaste åren, såväl som vikingatiden som begrepp i stort. Mitt intryck är att det trots detta resoneras att det får accepteras som både etnisk/kulturell och periodterm för att det är så inkört och hopplöst att bli kvitt.

Mitt intryck av de skandinaviska källorna, såväl som runstensmaterialet är att det kunnat användas för alla som härjat på andra platser än sin hemby om de tog sig dit i båt.

Helt enkelt tankegodset känns varken nytt eller specifikt för citerad författare.