Knytlingesagan

[anganatyr]

Om Forræderiet
53. Asbjørn Jarl drog nu lige til Bønderne. Hæren var da kommen over Middelfartsund, og
kommen af Skibene. Man spurgte da efter, hvor mange Folk Kongen havde om sig, og hvad
Beslutning han havde taget. Jarlen forklarede dem da, hvad han havde bemærket, og sagde
at han havde været uvis om, hvad Udfald hans Sendelse vilde faae. Jarlen berettede dem,
hvor Kongen var, og hvor han vilde være om Natten, og sagde at det nu var det bedste at
besøge ham, og bad dem nu ikke tøve, da han nu ventede, at det vilde faae et godt Udfald,
hvis Lykken vilde føie sig for dem. Bønderne vare da ogsaa saa forbittrede, at de vilde strax ile
lige mod Kongen. De kom da nu til den Aa, som løber nærmest Staden Odense, hvor Kong
Knud var til Gilde; denne Aa hedder Kalvaa. Bønderne kom der tidlig om Morgenen, strax som
Solen var staaet op. Asbjørn Jarl lod da holde Standthing, talte for Folket, og sagde saa: ”Jeg
drog til Kong Knud, som I vide, og erkyndigede mig om hans Styrke og Plan; derom er det at
berette, at jeg talte med Kongen, og mærkede da af hans Ord, at han ikke vilde tilstaae nogen
sin Ret; han truede ogsaa Bønderne med den haardeste Medfart, saasnart det stod i hans
Magt; og aldrig har han talt stoltere mod eder Danske end den Gang. Paa den anden Side
maa jeg nu sige eder, at jeg troer at Kongen er bestemt til Døden; det syntes jeg at kunne
mærke paa ham, thi han var aldeles raadvild, hvilket aldrig før har hændet ham, thi han er en
klog Mand; han har ogsaa kun lidet Mandskab, men dog troer han, at han vil ene kunne
udrette alt. Nu kunde det vel gaae saa godt, at der blev snart en Ende herpaa, saa at man
kunde mærke, om han virkelig er sig selv nok, da han ikke vil agte nogen Mands Raad; jeg
mener, at det nu er det eneste for eder, ikke at opsætte Angrebet paa Kongen; jeg og mine
Mænd skulle først angribe ham, thi det holder jeg for meget nødvendigt; den fortjener heller
ikke at kaldes en Mand, som bærer nogen Frygt for denne Gjerning, at dræbe Kong Knud; og
hvor mange Høvdinger ere ikke her nu komne sammen, som han har tilføiet store
Forurettelser, dræbt deres Frænder eller Besvogrede, berøvet samme deres Eiendomme, eller
tilføiet dem andre Beskæmmelser; nu vil det kun lidet nytte at opmuntre eder med Ord, hvis I
ikke ville mindes sligt; her i Landet ville vi aldrig faae vor Frihed igjen, saa længe Kong Knud
er i Live. Tænker ogsaa paa, hvad Vilkaar der ere eder tiltænkte, hvis Kongen undslipper, da
han syntes eder grusom, den Gang I havde gjort ham mindre imod; det siger jeg eder bestemt,
hvis Knud faaer igjen Magt over Danmark, da vil han grusomt gjengjelde nogle af dem, som nu
opvække denne Ufred. Nu ønskede vi gjerne, ikke at vove derpaa; vi ville have en Konge, som
holder Maade i alle Henseender, og ikke er os for stormodig, og øver ikke saa stor Strænghed
som denne Konge.” Da Jarlen havde sluttet sin Tale, sagde Eyvind Bifra: ”Vi have nu en Tid
hørt paa denne Mands Tale; han er baade viis og godvillig og Anfører for denne Hær; det er
derfor Folk bedst tjenligt, at følge hans gode Raad, saa vel som det nu er truffet sig, at det
Raad kan blive udført. Folk har nu ogsaa saa aabenlyst bekjendt sig som Kongens Fjender, at
det nu ikke er raadeligt at stole paa hans Miskundhed; jeg behøver heller ikke at fordølge
eder, at jeg agter selv personlig at anfalde Kongen, og ikke tilstaae andre at udføre den
Hædersgjerning, og det er mit Haab, at den Lykke vil blive mig til Deel.” Da Eyvind havde endt
sin Tale, stod den ene op efter den anden, og talte vidtløftig, men dog stemmede alt med det,
som Jarlen først havde talt, og de Danske fattedes ikke store Ord, og alle havde megen Lyst til
at tage Kong Knud af Dage, og med denne Beslutning trængte nu Almuen frem.

Om Kong Knud
54. Det var nu blevet saa langt op paa Dagen, at det var blevet Messetid. Kong Knud gik da til
Kirken, for at høre Messen; han spurgte nu, hvad man saae til Bønderne. Hans Mænd sagde,
at de holdt Ting paa den anden Side af Aaen. Kongen sagde: ”Og ikke kommer Asbjørn Jarl,
vor Ven; han vil berette os det, hvis der ikke ere Udsigter til Fred.” Da svarede Benedikt: ”Han
vil aldrig sige os noget Godt; det var et meget uklogt Raad, som jeg den Gang strax sagde
eder, ”lade ham drage bort.” Kongen sagde, at det ikke var et uklogt Raad, og at han vilde
blive ham tro. Derpaa gik Kongen til Messen; og da Messen var sungen, blev det Kongen
berettet, at Bøndernes Hær var kommen over Aaen, og stormede op imod Byen. Da sagde
Kongen: ”Hvad Raad skulle vi nu tage? Nu tør vi ikke at fordølge os, at Bønderne ville søge os
med Ufred, og det er ikke at undres over, da vi have været altfor ufredsommelig; det er nu let
at see, hvad disse Folk ville.” Erik Jarl svarede: ”Det er mit Raad, Herre! at I stiger til Hest og
rider bort, thi det vil endnu godt kunne lade sig gjøre, om Gud vil, og da er alt reddet, naar I er
det.” Hertil svarede Kongen: ”Om jeg nu end frelser mit Liv, saa ville de dog her anrette saa
stor en Ødelæggelse, at jeg seent vil faae den oprettet, og det vil jeg derfor ikke, men meget
heller vil jeg ene opofre mig for os alle, thi jeg veed sikkert, at, hvis de let faae mig taget af
Dage, da ville de fleste af mine Mænd faae Fred.” Da svarede Benedikt: ”Den Skam skal aldrig
gaae os over, at vi skulde udsætte eder for eders Fjenders Anfald, om vi end vidste os Freden
sikker derved; nei, i det Sted skulle alle danske Møer spørge, at vi kunne bruge Sværdene
tilbørlig i Dag og forsvare vor Konge, thi tilvisse vil jeg ikke see, at I nedhugges for mine Øine,
naar jeg staaer hos; jeg har ogsaa aldrig hørt, at Gud synes bedre om modløse og feige
Mennesker end om modige og raske Helte; vi ville der for meget heller mandigen døe med
eder, end overleve eder med Vanære. Gid den aldrig tælles blandt brave Mænd, som nu
frygter for noget, eller bliver ræd, og lad enhver vise sig med Tapperhed og Manddom, thi vi
have en god Høvding at følge.” Alle gave lydelig tilkjende, at de bifaldt hans Tale, og den ene
opmuntrede den anden. Hos Kong Knud vare mange anseelige Mænd, blandt hvilke følgende
maae regnes som de fornemste: Erik Jarl og Benedikt, Svend og Astraad Thorgunnas Sønner;
der vare ogsaa Palmar og Blakmar og mange andre brave Helte. De stillede sig nu op i Kirken,
og agtede at forsvare Døren. Det var en stor Trækirke, med mange store Glasvinduer paa.

Om Kong Knud
55. Kong Knud var inderst i Choret, og knælede for Alteret til Bøn, og bad med Taarer til Gud
for sig, at det vilde skee, som var ham bedst tjenligt. Og da han reiste sig op fra sin Bøn, aftrak
han den Skarlagens Kjortel, han havde været iført, som var smukt bebræmmet. Derpaa kaldte
han den Præst, som sang der, til sig, og sagde: ”Du skal have denne Kjortel, Præst! jeg
ønsker at du skal holde Bøn for de Mænd, som falde her i Dag, baade for mine Mænd, og ikke
mindre for dem af Bønderne, som falde.” Derpaa gik Kongen til Skrifte, og bekjendte alle sine
Synder for Præsten, og tilgav sine Fjender den Efterstræbelse, som de øvede mod ham. Han
satte sig dernæst ned ved Alteret, og kastede en Skarlagens Kappe over Skuldrene, han var
underneden iført en Silketrøie. Kongen kaldte dernæst paa Svend Thorgunnesøn; derpaa tog
han et smukt Bælte, som han havde om sig, og som var en stor Kostbarhed, og i samme sad
en smuk Kniv. Da sagde Kongen til Svend: ”Dette Bælte skal du have, Svend! og ikke lade det
komme fra dig, uden du giver det i gode Hænder; thi det er vanskeligt at see, om du nu faaer
flere Gaver af mig.” Svend takkede Kongen for Gaven, og spændte strax Bæltet om sig, og
sagde at det skulde beskjerme hans Liv om Dagen. Kongen bad Gud beskjerme hans Liv:
”men det tykkes mig rimeligst, Svend!” tilføiede han, ”at du ikke falder i denne Træfning.”
Derpaa tog Kongen Davids Psalmer, og sang deraf.

Kong Knuds Mænds Opstilling
56. Paa samme Tid kom Bondehæren til Kirken, og gjorde strax Angreb med Raab og Skrig,
og spurgte, hvor den af Gud forskudte Knud var; de bade, at han nu skulde lade sig see, og
ikke skjule sig, forat der nu kunde blive en Ende paa det Hele. Da svarede Benedikt: ”Ei tør I
Bønder at føre saa store Ord, skjønt I have meget Mandskab, ei er Seiren derfor eder vis, thi
bedre skulle Tølperne, som ere løbne hjemmefra Smørkjernen, tykkes om, at være i Dag
hjemme at tærske Korn, end at skifte Hug med os Kongens Mænd.” Benedikt var saaledes
klædt, at Han var iført en rød Skarlagens Kjortel, ovenpaa den havde han en Brynie og yderst
en Silketrøie uden Ærmer; han bar en guldbeslaaet Hjelm, et rødt Skjold, paa hvilket en
Ridder stod malet med Guld, og et skjønt Sværd i Haanden; og han var den raskeste af alle.
Han stod midt i Kirkedøren, og bad Bønderne gaae ind i Kirken, hvis de vilde træffe Kongen.
Paa den ene Side af ham i Døren stode hans Broder Erik Jarl og Thorgunnas Sønner, og paa
den anden Side stode Palmar og Blakmar.

Her begynder Slaget
57. Derefter trængte Bønderne mod Kirken, men Kongens Mænd forsvarede sig saa mandig,
at det varede længe om Dagen, inden nogen af disse faldt, skjønt en Mængde af Bønderne
bleve fældede, men andre med friske Kræfter fornyede igjen Angrebet, thi der vare overmaade
mange. Ved Angrebet brugte Bønderne følgende Feldtraab: ”Nu lønner jeg dig Koen, Kong
Knud! nu lønner jeg dig Oxen, nu lønner jeg dig Hesten.” Men da de havde saa ringe
Fremgang med deres Angreb paa Kirken, sagde Asbjørn Jarl: ”Dette er en stor Skam,
hvorledes man angriber her i Dag, da der kun ere faa til Forsvar, og vi have tabt mange
Mænd, men de ingen; dette Folk er tosset og raadvildt; gaaer nu om paa den anden Side af
Kirken, bryder Glasvinduerne fra og skyder og kaster Stene derind paa dem!” Man gjorde nu
saa, og angreb dem gjennem Aabningerne med Skud og Steenkast, da bleve mange saarede,
nogle bleve forslaaede af Stenene, og andre bleve aldeles ihjelslagne. Da sagde Benedikt, at
de skulde søge ind i Choret, og forsvare sig der, saa længe det vilde lykkes dem; og de gjorde
saa. Derpaa trængte Bønderne ind i Kirken efter dem, men Benedikt og hans Medstridere
forsvarede Chordøren med Mandighed. Nogle af Bønderne angrebe Kirken undentil, og
Striden begyndte nu anden Gang, og var da meget skarpere end første Gang. Der begyndte
nu at falde en Deel af Kongens Mænd, skjønt der dog endnu faldt mange flere af Bønderne,
og Folk sige at Blodet i Kirken naaede op til Anklerne. Asbjørn Jarl gik nu rundtomkring Kirken
og en stor Trop Folk med ham, opmuntrede Hæren til Angreb, og bestemte, hvor de skulde
angribe. Benedikt stod midt i Chordøren, og forsvarede sig med megen Mandighed; han
fældte mangen Mand, og bad de Troesfornægtere kun at angribe rask, og ligesaa gjorde alle
hans Mænd; de ønskede at den, som i nogen Maade skaanede Bønderne, aldrig maatte
trives. Og da Striden var paa det hidsigste, blev Kong Knud truffen af en Steen, som blev
kastet ind igjennem et Vindue. Dette Slag traf ham paa Øienbrynet, og han blødte stærkt. Han
tog da et Bækken, og satte i sit Skjød, at det ikke skulde bløde paa hans Klæder, og sang
Psalmer ligesom tilforn. Striden var nu meget ødelæggende, og der faldt saare mange af
Kongens Mænd, og efterlode sig et godt Ord; men endnu den Gang vare alle Høvdingerne i
Behold.

[anganatyr]

Fortsättning följer.....