Adam af Bremens manipulation
Postat: 14 september 2016, 23:39
På given foranledning nævner jeg her nogle historikeres omtale af Adam af Bremen, der i mange år blev anset for at være langt mere troværdig end andre, fordi han havde talt med Svend Estridsen.
Adam skrev for sin arbejdsgiver, ærkebiskoppen af Hamborg-Bremen, som Saxo skrev for ærkebiskoppen af Lund og hans værk skal ses i det lys. Der er i øvrigt ingen logik i, at man selv skulle blive troværdig, fordi man har talt med en konge.
Vi kan begynde med at konstatere, at Harald Blåtand ifølge den nyeste undersøgelse blev døbt af en udsending fra Køln (Gelting 2010). Det kan tolkes på flere måder: Ærkesædet i Hamborg var ikke anerkendt, eller det blev ikke regnet for noget, på trods af den ofte sete påstand om, at det havde missionsretten i Skandinavien. Sagen er, at Hamborg-Bremen blev overset/tilsidesat ved den anledning, og det fik Adam til at finde på noget, der kunne få hans arbejdsgiver, ærkesædet, til at fremstå vigtigere for eftertiden, end det rent faktisk var.
Adam tog derfor diverse kneb i brug for at få eftertiden til at tro, at Hamborg-Bremen havde en stor rolle ved kristendommens indførelse i Norden.
I forvejen er det påvist, at ærkesædets tidlige ”historie” hviler på fiktion og falskneri (af Eric Knibbs), og derfor kan man spørge, hvornår der kom realiteter i ærkesædets påstand om at de stod i spidsen for den Nordiske kirke. Ærkesædet havde ikke meget at sige under Sven Tveskæg, der hentede sine biskopper i England, de blev ikke indviet af Hamborg-Bremen. Hans søn Knud den Store, startede også med engelske biskopper, indtil han i 1027 formodes at have indgået en aftale med kejseren, Konrad II, i hvis bryllup Knud deltog i Rom, så man i Hamborg-Bremen endelig kunne få lejlighed til at udfylde den rolle, de havde hævdet at have i et par hundrede år. Senere arbejdede danske konger på at få oprettet Nordens eget ærkesæde, hvilket lykkedes.
Adam af Bremen hævder, at da Svend blev gift med en polsk prinsesse, var hun enke efter Erik Sejrsæl. Men Adam er den eneste, der har skrevet dette, og påstanden kan ikke findes i andre samtidige kilder. Derfor kan påstanden anses for at være digtet som en del af Adams mere omfattende forsøg på at karaktermyrde Svend.
Adam fortalte om Harald Blåtands kristning, at kongen havde været tiltrukket af kristendommen, siden biskop Unni fra Hamborg-Bremen havde besøgt Gorm den Gamle omkring 935. Dette besøg fandt sted 25 år før Harald blev døbt i ca. 963, men det nævnte Adam ikke – med sin måde at fortælle om kristningen gav han indtryk af, at den skyldtes Hamburg-Bremen kirkens betydning.
Af Widukinds beretning om sakserne er det blevet udledt, at den Poppo, der var i Danmark og omvendte Harald til kristendommen, var udsendt fra ærkebiskesædet i Køln. Det passede ikke med Adams skamrosning af sin arbejdsgiver, at en person fra Køln stod for Haralds dåb.
Adam skrev for sin arbejdsgiver, ærkebiskoppen af Hamborg-Bremen, som Saxo skrev for ærkebiskoppen af Lund og hans værk skal ses i det lys. Der er i øvrigt ingen logik i, at man selv skulle blive troværdig, fordi man har talt med en konge.
Vi kan begynde med at konstatere, at Harald Blåtand ifølge den nyeste undersøgelse blev døbt af en udsending fra Køln (Gelting 2010). Det kan tolkes på flere måder: Ærkesædet i Hamborg var ikke anerkendt, eller det blev ikke regnet for noget, på trods af den ofte sete påstand om, at det havde missionsretten i Skandinavien. Sagen er, at Hamborg-Bremen blev overset/tilsidesat ved den anledning, og det fik Adam til at finde på noget, der kunne få hans arbejdsgiver, ærkesædet, til at fremstå vigtigere for eftertiden, end det rent faktisk var.
Adam tog derfor diverse kneb i brug for at få eftertiden til at tro, at Hamborg-Bremen havde en stor rolle ved kristendommens indførelse i Norden.
I forvejen er det påvist, at ærkesædets tidlige ”historie” hviler på fiktion og falskneri (af Eric Knibbs), og derfor kan man spørge, hvornår der kom realiteter i ærkesædets påstand om at de stod i spidsen for den Nordiske kirke. Ærkesædet havde ikke meget at sige under Sven Tveskæg, der hentede sine biskopper i England, de blev ikke indviet af Hamborg-Bremen. Hans søn Knud den Store, startede også med engelske biskopper, indtil han i 1027 formodes at have indgået en aftale med kejseren, Konrad II, i hvis bryllup Knud deltog i Rom, så man i Hamborg-Bremen endelig kunne få lejlighed til at udfylde den rolle, de havde hævdet at have i et par hundrede år. Senere arbejdede danske konger på at få oprettet Nordens eget ærkesæde, hvilket lykkedes.
Adam af Bremen hævder, at da Svend blev gift med en polsk prinsesse, var hun enke efter Erik Sejrsæl. Men Adam er den eneste, der har skrevet dette, og påstanden kan ikke findes i andre samtidige kilder. Derfor kan påstanden anses for at være digtet som en del af Adams mere omfattende forsøg på at karaktermyrde Svend.
Adam fortalte om Harald Blåtands kristning, at kongen havde været tiltrukket af kristendommen, siden biskop Unni fra Hamborg-Bremen havde besøgt Gorm den Gamle omkring 935. Dette besøg fandt sted 25 år før Harald blev døbt i ca. 963, men det nævnte Adam ikke – med sin måde at fortælle om kristningen gav han indtryk af, at den skyldtes Hamburg-Bremen kirkens betydning.
Af Widukinds beretning om sakserne er det blevet udledt, at den Poppo, der var i Danmark og omvendte Harald til kristendommen, var udsendt fra ærkebiskesædet i Køln. Det passede ikke med Adams skamrosning af sin arbejdsgiver, at en person fra Køln stod for Haralds dåb.