Skandinaviskt Arkeologiforum

Der findes en annal-samling "Annales Altahenses (Altaich) Maiores".

Annalerne er en beretning, der blev nedskrevet i begyndelsen af den sidste fjerdedel af det 11. århundrede af en ukendt munk i Niederaltaich kloster i Niederbayern. Den dækker perioden mellem 708 og 1073. Den første del af annalerne giver en beretning om årene fra 708 til 1032.

Det er muligt her, at finde oplysninger som - plausibelt - kan sammenholdes med hvad GW beretter. Jeg har ikke selv foretaget en tjek - men hvis nogen har lyst kommer her et uddrag på latin fra 960'erne. Efterfølgende kommer uddrag fra Altaich for årene 973 og 974. Er på vej . . . .

962. Oddo maior Italia subacta, Berengario obsesso, Adalberto fugato a lohanne papa imperator effectus est cum summo Romanorum tripudio.

963. lohannes, ab imperatore deficiens, Adalbertum recepit, imperator vero, regrediens Romam, sinodum cum episcopis habuit et, lohanne fuga lapso, Leonem in sedem apostolicam Collocavit. Ipso anno seva mortalitas invasit exercitum imperatoris, et in ea Heinricus archiepiscopas Trevericae civitatis et dux Gotefridus vitam perdidere caeterique non pauci.

964. Imperatore natale Domini Romae agente, Bernharius capitur. Imperatori a Romanis mors machinatur, quae tamen machinatio ad velle eius honorifice sedatur. Imperator Roma egreditur; Leo papa a Romanis eicitur, lohannes reponitur, quo mortuo Benedictus eligitur. Imperatore Romam remeante, populus Romanus vincitur, Benedictus papa Adaldago Hammaburgensi episcopo committitur, Paulo post moritur. Eodem igitur anno Berenhardus rex Langobardorum obsessus est in monte sancti Leonis, ibique captus et cum vi deductus una cum regina eius cohabitatrice Willa in Bavariam ad castellum Babinberg, ibique novissimum diem praesentis vitae finivit.

965. Otdo imperator de Langobardia venit ad Franconofurt et illum annum integrum in isto regno manebat, interimque omnes suos adunavit ad pacem et concordiam. Et Brun archiepiscopus Agrippinae civitatis, frater imperatoris, vitam cum pace finivit.

Her kommer så uddrag fra Annal Altaich for årene 973 og 974.

973. "Otdo imperator maior et filius eius Oto item imperator cum imperatricibus XIIII. Kal. April. Quidilingaburg venerunt, ibi aiem paschalemc celebrant, is contigit X. Kal. April. Illuc venere legati Graecorum Beneventorum cum muneribus, XII primates Ungarorum, Bulgariorum duo ; etiam legati ducis Haroldi, quem putabant resistere imperatori, omnia sua deditioni Otonis subiciunt cum statuto vectigali."

"Otto den ældste og hans søn Otto, ligeledes kejser med kejserinde, ankom til Quedlinburg den fjortende april, og dér fejrer de påske. Dertil ankom gesandter fra Grækenland og Benevent med gaver, samt stormænd, heraf tolv ungarere og to bulgarerne; ligesom en deputation fra grev (ducis) Harald; alle hvem de troede ville trodse kejseren. De underkastede sig Otto I med en fastsat skat (tribut).

Boneszlawo [dux Sclavienus] regiis eum inumerabiliter donans illuc venit muneribus. Miszego etiam dux Sclavienus, terror ecompulsus, filium mittit obsidem. Herimannus etiam dux sibi dilectissimus secum adventando argento, auro, aliis regiis muneribus prae caeteris illum honestavit. Inde abit in Thoringeam, ad Mimileiba obiit Nonis Maii, corpus Magaedaburg delatum. Occisus Werinzo, frater eius Reginzo de Lotheringea cum aliis multis a Reginherio et Lantperto. Sanctus Udabricus obiit.

974. Henricus dux Boiorum, Abraham episcopus cum Bolizlavone et Misigone inierunt consilium, quomodo regnum Otonis disperderent. Beratholdi consilio Oto congregatis principibus , quorum consilio mittit legatos Popponem episcopum et Gebehardum comitem ad ducem vocatque ad concilium omnesque conscios coniurationis; quodsi venire recusent eo, proscriptos (sic) iri. Henricus continuo venit ad imperatorem cum omnibus consciis, sese dedunt imperatori. Dux Ligelheym, Abraham Corobiae servatur. Antequam res finita, contra Haroldum regem Danorum auctorem mali, domitat (sic).

974. Coeperunt filii Reginherii munire castellum Boscuht. Interim audivit imperator noster discordiam et periculum regni sui, adunavit suum exercitum pergitque ad Lutheringeam ipsomqae castellum concremavit et custodes aprehendit in Saxoniamque secum duxit, ipsi tamen domini Reginherius et Lantpertus evaserunt. Eodem anno Heinricus dux Bawariorum et Abraam episcopus inierunt consilium cum Bolizlavone et Misigone, quomodo imperatori suum regnum disperderent ; et hoc quidem tam infaeliciter fuit disputatum, ut, si divina miseratio non provideret et insuper ingenium Berahtoldi non disperderet, pene tota Europa destituta atque deleta esset. Igitur imperator, tali nefando comperto consilio, congregavit omnes principes suos et interrogavit eos, quid inde facturus esset. Illique invene runt, ut Bobbonem episcopum et Gebehardum comitem transmitterent ad praedictum ducem et eum vocarent ad suum placitum per edictum et omnes, qui cum eo erant in eadem conspiratione, et si minime venire vellent ac in tali pertinacia voluissent perdurare, tunc demum procul dubio sciant se esse spiritali gladio peremptos. Enimvero Heinricus dux illico, ut audivit legationem eorum, Domino opitulante sine ulla dilatione se praesentavit domino imperatori cum eis omnibus, qui erant in eo consilio, ut ille ex eis fecisset, quicquid sibi placuisset. Continuo transmisit ducem Ingelemheim atque Abrahamum episcopum Corobiae, alios quoque huc et illuc. Antequam haec omnia finirentur, Haroldus rex Danorum, incentor malorum, omnem provinciam trans flumen Albiae concremavit atque vastavit. Cumque hoc niinciatum fuisset Otdoni imperatori, adunavit suum exercitum, adiensque ad Haroldum, eique grande bellum voluit inferre. Attamen Haroldus misit nuncios suos ad imperatorem eique expendit omnem thesaurum, ut eum in pace dimisisset. Imperator igitur, nunciisque irritatus, reversus est ad suam regionem, ut talem exercitum congregaret, quominus potuisset contra iri. Postquam Haroldus rex misit filium suum domitanti ad obsidem omnemque thesaurum, quem habuit, insuperque promisit illi censum dare, quem antea dedit, tunc cessavit imperator suae sevitiae, Haroldum in pace dimisit.

Här en länk:
http://www.mlat.uzh.ch/index.php?app=browser&text=16661

Finns annars gamla böcker på Google books. Använd smådelar från Historikus inlägg ovan som sökord för att hitta dem.

Historikus, vet du om det finns det översättningar av hela Annales Altahensis Maiores?
Tänker främst på engelska, tyska, danska eller svenska då.

Visi skrev: ↑

8 januari 2022, 09:51

Historikus, vet du om det finns det översättningar av hela Annales Altahenses Maiores?
Tänker främst på engelska, tyska, danska eller svenska då.

Nej, jeg har søgt (på nettet) efter krøniken på alle sprog, men det virker ikke som om den er tilgængelig på andet end latin.

Historikus skrev: ↑

7 januari 2022, 18:24

Her kommer så uddrag fra Annal Altaich for år 974.

Her er der tilføjet dansk tekst.

974. Continuo transmisit ducem Ingelemheim atque Abrahamum episcopum Corobiae, alios quoque huc et illuc. Antequam haec omnia finirentur, Haroldus rex Danorum, incentor malorum, omnem provinciam trans flumen Albiae concremavit atque vastavit. Cumque hoc niinciatum fuisset Otdoni imperatori, adunavit suum exercitum, adiensque ad Haroldum, eique grande bellum voluit inferre. Attamen Haroldus misit nuncios suos ad imperatorem eique expendit omnem thesaurum, ut eum in pace dimisisset. Imperator igitur, nunciisque irritatus, reversus est ad suam regionem, ut talem exercitum congregaret, quominus potuisset contra iri. Postquam Haroldus rex misit filium suum domitanti ad obsidem omnemque thesaurum, quem habuit, insuperque promisit illi censum dare, quem antea dedit, tunc cessavit imperator suae sevitiae, Haroldum in pace dimisit.

Straks sendte han bud til hertug (af) Ingelemheim (Ingelheim) og Abraham's biskop af Corobia og andre her og der. Før alle disse ting var bragt til ophør, brændte Harold, danernes konge, ondskabens fremmer, hele provinsen øde bag floden Albia. Da dette blev meldt kejser Otto, samlede han sin hær, drog op til Harald og vilde føre en stor Krig imod ham. Men Harald skikkede sine sendebud til kejseren og udbredte alle sine kostbarheder for ham, for at han skulle lade ham i fred. Ophidset ved disse sendebud vendte kejseren tilbage til sit [eget] område (ad suam regionem), for at samle en sådan hær, at han ved dens hjælp kunne møde ham (Harald). Derpå sendte kong Harald sin søn til herskeren »i sit sted« (som stedfortræder), og al den skat, han havde, og yderligere lovet at give ham den skat, han tidligere havde givet, standsede kejseren da sin grusomhed og løslod Harald i fred.

"Annales Altahenses (Altaich) Maiores"

Krøniken findes i scannet bogform på latin på nettet. Der er søgefunktion på sitet - og et Index findes på side 118. Linken findes her -

https://archive.org/details/annalesalta ... q=Haroldum

År 973 blev der i Quedlinburg afholdt Påskestævne, såkaldt Herredag, hos Kejser Otto I. Interessant er det, at sammenligne to forskellige kronikørers beskrivelser af dette møde. De latinske tekster i Thietmar af Merseburg og Annales Altahenses Maiores (Altaich) - med efterfølgende dansk oversættelse, viser jeg i to efterfølgende indlæg - for til sidst at holde nævnte tekster op mod hvad Gesta Wulinensis har at berette. Er der overensstemmelse?

Interessant er det, at Annal Altaich har den holdning - at, til denne Herredag den 14. april 973 var ”desuden indbudt de stormænd fra lande, der var fjendtligt indstillet overfor Kejseren”. Samme kronikør mener desuden af Hertug Mieszko I af Polen var bekymret for at møde op selv - og »i sit sted« sendte sin søn Boleslaw I. Læg ligeledes mærke til, at en vis ’Herimannus’ dør allerede den 27. marts 973, dvs. før nævnte Herredag. Herimannus er personen vi kender som Hermann Billung.

Thietmar af Merseburg, ca. 1015

973. Dehinc ivit ad Quidilingeburg proximum pascha divinis laudibus humanisque peragens gaudiis. Huc confluebant inperatoris edictu Miseco atque Bolizlavo duces, (et legati Grecorum, Beneventorum, Ungariorum, Bulgariorum, Danorum et Sclavorum) cum omnibus regni totius primariis; consummatisque pacifice cunctis, ditati muneribus (magnis) reversi sunt ad sua laetantes. (Kal. Apr.).

Derefter tog han til Quedlinburg, den efterfølgende påske, for at udføre sine guddommelige lovprisninger og menneskelige glæder. Hertil strømmede folk til kejseren efter et påbud, hertugerne Mieszko I og Boleslav II (og gesandter fra Grækenland, Benevent, Ungarn, Bulgarien, Danorum og Slavorum, jf. Annal Quedlingburg 973) med alle stormændene i hele riget; og efter at have fuldført alt i fred og beriget med store gaver, vendte de tilbage til deres egen glæde (Kal. Apr.).

973. Herimannus autem dux ibi tunc moriens inperatoris gaudia turbavit. Huius corpus dum ad Liuniburg a filio suimet Bernhardo deferretur, contigit ibi Brunonem, Ferdensis ecclesiae antistitem, in proximo esse. Hic quia Herimannum, dum vixit, »banno« constrictum habuit, suppliciter rogatur a filio, ut et solutionem saltem defuncto inpenderet et in aecclesia eundem sepeliri liceret. Sed is, quod postulat, nequaquam inpetrat.

Men hertug Herimannus, der dengang døde dér (27. marts), forstyrrede kejserens glæde. Hans lig, blev af sønnen Bernhard sendt til Lüneburg, og det hændte tilfældigvis, at biskop Bruno af Ferdakirken var i nærheden. Mens Herimannus levede var han blevet bundet af en »ban« (bandlysning). Sønnen (Bernhard) bønfaldt derfor om, at han ydede betaling for mindst én afdød så han (Hermann) fik lov til at blive begravet i samme kirke. Men han får på ingen måde, hvad han beder om.

Annales Altahenses Maiores (Altaich), ca. 1075

973. "Otdo imperator maior et filius eius Oto item imperator cum imperatricibus XIIII. Kal. April. Quidilingaburg venerunt, ibi aiem paschalemc celebrant, is contigit X. Kal. April. Illuc venere legati Graecorum Beneventorum cum muneribus, XII primates Ungarorum, Bulgariorum duo; etiam legati ducis Haroldi, quem putabant resistere imperatori, omnia sua deditioni Otonis subiciunt cum statuto vectigali."

"Otto den ældste og hans søn Otto, ligeledes kejser med kejserinde, ankom til Quedlinburg den fjortende april, og dér fejrer de påske. Dertil ankom gesandter fra Grækenland og Benevent med gaver, samt stormænd, heraf tolv ungarere og to bulgarerne; ligesom en deputation fra grev (ducis) Harald; alle hvem de troede ville trodse kejseren. De underkastede sig Otto I med en fastsat skat (tribut).

973. Boneszlawo (dux Sclavienus) regiis eum inumerabiliter donans illuc venit muneribus. Miszego etiam dux Sclavienus, terror ecompulsus, filium mittit obsidem. Herimannus etiam dux sibi dilectissimus secum adventando argento, auro, aliis regiis muneribus prae caeteris illum honestavit. Inde abit in Thoringeam, ad Mimileiba obiit Nonis Maii, corpus Magaedaburg delatum. Occisus Werinzo, frater eius Reginzo de Lotheringea cum aliis multis a Reginherio et Lantperto. Sanctus Udabricus obiit.

Boleslav II (hertug af Böhmen) kom dertil og gav ham utallige kongelige gaver. Hertug Mieszko I (af Polen) sendte, grundet frygt, sin søn (Boleslaw I Chrobry) »i sit sted« (som stedfortræder). Herimannus, den mest hengivne hertug deltog (her) med ham (kejseren); han ærede ham bl.a. med sølv, guld og andre kongelige gaver. Derfra rejste han til Thuringia og døde i Mimileiba, i maj, hvorefter hans lig blev ført til Magdeburg. Werinzo, hans bror Reginzo de Lotheringia, blev dræbt, blandt mange andre, af Reginherius og Lantperto. Sankt Udabricus døde.