Inlägg
av Troels » 15 januari 2017, 22:02
Selvfølgelig var Uppåkra ikke ukendt, men stedet var ligegyldigt, da sagaerne blev nedskrevet. Sagaerne blev nedskrevet for de overlevende dynastier, og Skåne havde siden 700 været underordnet Lejredynastiet. Derfor nævnes en Skåning blot som en blandt mange i forhandlingerne med frankerne - han var måske fra Uppåkre, som havde haft sin storhedstid omkring 500.
Det samme gælder Himlingøje, Sorte Muld og Gudme. Der var intet dynasti, som havde interesse i, at historien blev fortalt. Jelling var en anden sag, da det blot opstod som en magtmanifestation i 900-tallet - det havde hverken arkæologisk eller historisk fortid - en upopulær konstatering, da der er ofret mange millioner på udgravning, rekonstruktion og museum for et ikke eksisterende Jelling-dynasti - Gorm var antageligt oprindeligt sjællandsk konge (som sagaerne da også fortæller, hvis man havde lyttet i tide).
Sagamaterialet stammer fra Lejredynastiet, som i en periode også havde magten ved Dannevirke som syddaner, da frankerne truede. På den tid blev det delt mellem en overkonge mod grænsen - en slags Sveavælde - hvor nogle af danerne dukkede op som syddaner ved Dannevirke og det senere Hedeby, og en underordnet norddansk gren, som til gengæld blev kendte omrejsende vikinger (Regnar Lodbrogs slægt). I 900-tallet blev de to grene samlet igen, og Hedeby blev tilbageerobret fra en slægt fra Sverige, som midlertidigt havde taget magten.
Det er måske ikke så klogt at tro, at man kan sidde med sin nutidige forestillingsverden og sin såkaldt sunde fornuft i 2000-tallet og sætte kød på arkæologiens skelet, som mange gør her på listen og blandt arkæologerne, uden at se på, hvad man for 1000 år siden vidste om sin meget mere vedkommende fortid via bl.a. lovsigere og skjalde, som var den tids historiehukommelse. Man gør bare arkæologien kedelig. Vi kan ikke bruge sagnenes detaljer, og vi skal se meget kritisk på hovedbudskabet, men vi kan ikke undvære det sammen med arkæologien, hvis arbejdet skal have mening for os i dag.
Den danske sagnhistorie f.eks. er politisk manipuleret i 1100-tallet for at føre kongeriget tilbage før kejserriget, men fjerner man den åbenlyse manipulation sammenholdt med islandske kongelister, når man tilbage til Lejres arkæologiske grundlæggelse omkring 550. Her finder man en arkæologisk kontinuitet frem til kristen tid. 1/3 af sagnhistorien er forskellige udgaver udarbejdet af forskellige parter af samme familiefejde, som førte til stiftelsen af Lejre - og i øvrigt også blev kendt og omtalt i udlandet. Næste tunge periode er mobiliseringen mod frankerne, som også er arkæologisk påvist. Ved stiftelsen og efter mobiliseringen i 700-tallet har vi også mange europæiske kilder, som bekræfter udviklingen. Opdelingen med skarpe faggrænser har været særdeles skadelig i denne sammenhæng, da ingen fagfolk tør kombinereSelvfølgelig var Uppåkra ikke ukendt, men stedet var ligegyldigt, da sagaerne blev nedskrevet. Sagaerne blev nedskrevet for de overlevende dynastier, og Skåne havde siden 700 været underordnet Lejredynastiet. Derfor nævnes en Skåning blot som en blandt mange i forhandlingerne med frankerne - han var måske fra Uppåkre, som havde haft sin storhedstid omkring 500.
Det samme gælder Himlingøje, Sorte Muld og Gudme. Der var intet dynasti, som havde interesse i, at historien blev fortalt. Jelling var en anden sag, da det blot opstod som en magtmanifestation i 900-tallet - det havde hverken arkæologisk eller historisk fortid - en upopulær konstatering, da der er ofret mange millioner på udgravning, rekonstruktion og museum for et ikke eksisterende Jelling-dynasti - Gorm var antageligt oprindeligt sjællandsk konge (som sagaerne da også fortæller, hvis man havde lyttet i tide).
Sagamaterialet stammer fra Lejredynastiet, som i en periode også havde magten ved Dannevirke som syddaner, da frankerne truede. På den tid blev det delt mellem en overkonge mod grænsen - en slags Sveavælde - hvor nogle af danerne dukkede op som syddaner ved Dannevirke og det senere Hedeby, og en underordnet norddansk gren, som til gengæld blev kendte omrejsende vikinger (Regnar Lodbrogs slægt). I 900-tallet blev de to grene samlet igen, og Hedeby blev tilbageerobret fra en slægt fra Sverige, som midlertidigt havde taget magten.
Det er måske ikke så klogt at tro, at man kan sidde med sin nutidige forestillingsverden og sin såkaldt sunde fornuft i 2000-tallet og sætte kød på arkæologiens skelet, som mange gør her på listen og blandt arkæologerne, uden at se på, hvad man for 1000 år siden vidste om sin meget mere vedkommende fortid via bl.a. lovsigere og skjalde, som var den tids historiehukommelse. Man gør bare arkæologien kedelig. Vi kan ikke bruge sagnenes detaljer, og vi skal se meget kritisk på hovedbudskabet, men vi kan ikke undvære det sammen med arkæologien, hvis arbejdet skal have mening for os i dag.
Den danske sagnhistorie f.eks. er politisk manipuleret i 1100-tallet for at føre kongeriget tilbage før kejserriget, men fjerner man den åbenlyse manipulation sammenholdt med islandske kongelister, når man tilbage til Lejres arkæologiske grundlæggelse omkring 550. Her finder man en arkæologisk kontinuitet frem til kristen tid. 1/3 af sagnhistorien er forskellige udgaver udarbejdet af forskellige parter af samme familiefejde, som førte til stiftelsen af Lejre - og i øvrigt også blev kendt og omtalt i udlandet. Næste tunge periode er mobiliseringen mod frankerne, som også er arkæologisk påvist. Ved stiftelsen og efter mobiliseringen i 700-tallet har vi også mange europæiske kilder, som bekræfter udviklingen. Opdelingen med skarpe faggrænser har været særdeles skadelig i denne sammenhæng, da ingen fagfolk tør kombinere. Vi er for specialiserede.