Er det Odin på Jellingstenen?

[Mio Nielsen]

Tilbage til det usikre:
Selvom de personer der lod billedet hugge i stenen, var helt besluttede på at det skulle være Kristus, så står vi tilbage med en stor tåget usikkerhed. Nemlig hvilken Kristus?
I vores troskyldige barndom lærte vi i skolen at tyske og nordfranske missionærer kom med en fiks og færdig religion med de fire testamenter og Johannes Åbenbaring på latin og at det var dem, der grundlagde vores Folkekirke, der uden tøven overlod al magt til Paven og gav ham skat oven i købet.
Men ser vi på hvor den tids danskere færdedes, så havde de også hørt om Jesus ved at læse Koranen.
Ser vi på litteraturen, så indeholder Beowulf hverken navnet Jesus eller Kristus, men kun "den almægtige".
Ser vi på civilisationen, så var Konstantinopel centret for bykultur.
De danskere der besluttede sig til at modernisere vores religion, kendte fire - fem vidt forskellige religiøse strømninger med Jesus-lignende hovedpersoner. Berejste skandinaver må formodes at have lært græsk eller latin. Kristendommen var oprindelig græsksproget og Danmarks tidlige kalkmalerier er byzantinske i stilen.

[ÅkeP]

I den grekisk-ortodoxa kyrkan framställs Kristus ännu idag med en rund gloria med tre strålar i vardera riktning, liksom på Jellingstenen. Den katolska kyrkans lidande Kristus med törnekrona är det inte. Enligt Gesta Wulensis så begravdes Tyra först enligt den "österländska seden". Att Avico alls omnämner detta tyder på att hon inte var katolik, som troligen han själv. Och omfattade Tyra den ortodoxa traditionen, så gjorde med stor sannolikhet även Harald det. Det fanns nog ingen större konflikt i det, förkunnelsen var densamma men traditionerna skiljde. Dessutom bodde Harald och hans bror Knut enligt GW som barn i Merseburg där de var gisslan i en överenskommelse mellan Gorm och Herman Billung. Där blev de också döpta, i den tradition som rådde där, som av allt att döma inte var katolsk vid den tiden i Merseburg i det ottonska riket.

[Mio Nielsen]

...omfattade Tyra den ortodoxa traditionen, så gjorde med stor sannolikhet även Harald det. Det fanns nog ingen större konflikt i det, förkunnelsen var densamma men traditionerna skiljde.

Nej, dengang var der ingen større konflikt, men den var på vej og mon ikke det netop var på den tid Rom begyndte at bandlyse hellenistisk litteratur foruden at eliten ophørte med at kende det græske sprog i Rom.
Jeg tror det danske samfund vil have meget svært ved at acceptere, at Jellingetidens kristendom i Danmark var ortodox. Men når vi har accepteret det, vil vi få et mere harmonisk verdensbillede.

[Mio Nielsen]

Det er almindelig gymnasieviden at vi under renæssance-perioden genfandt de hellenistiske klassikere, og mange ved også at det var via oversættelser til arabisk at en del værker blev videreoversat til vesteuropæiske sprog.
Men hvordan det gik til at vi i sin tid mistede kontakt med hellenismen - det er langt mindre kendt.
Jeg selv har nogle vage formodninger om at det store skisme mellem Rom og Konstantinopel medførte forbud mod og destruktion af platonisk og pythagoræisk litteratur i Vesten, således at den tosprogethed den romerske elite havde besiddet gennem generationer efterhånden mistede grobund.
Men jeg ved med sikkerhed at man talte, skrev og læste på græsk i Rom i århundreder efter Grækenlands besejring. Dette er direkte nævnt i samtidige beskrivelser. Desuden ved man, at denne evne hos romerne ikke fandt et sidestykke hos grækerne hos hvem det i den samme periode var sjældent at en oplyst person beherskede latin. Men der var naturligvis undtagelser: Plutark fortæller om sig selv, at han gennem et stort arbejde nåede så vidt at han kunne læse latin og værdsætte sprogets kvaliteter, men at hans mundtlige formåen kun var ringe. Når han var på rejse i Rom talte han givetvis græsk med sine italienske venner.

[Mio Nielsen]

Ligesom Åke mener jeg, at Jellingstenens figur er en byzantinsk Kristus og dette var på den tid sikkert ikke en skismatisk holdning, men blot en nuance indenfor kristendommen. Men det giver os et indblik i hvordan man i Norden kunne foretrække den græsksprogede verden, hvilket valg naturligvis kunne være kortvarigt og blive erstattet af en latinsk periode i det næste årti.
Men jeg har rejst spørgsmålet om den varige ændring der indtraf i Rom. Her i Frankrig, hvor jeg bor, har min generation fra fyrrerne lært at denne udryddelse af den græske kultur i Rom hang sammen med "les invasions barbares", altså goterne, langobarderne og andre germanere, der drog på plyndringstogt til Rom.
Den forklaring køber jeg ikke, men jeg finder det meget interessant at man i Frankrig, hvor man jo i århundreder har følt sig som den katolske kirkes trofaste tilhænger, fandt det nødvendigt at skyde skylden på de barbariske erobrere. Det er mere sandsynligt at det var Pavestolen, der følte behov for at stramme tøjlerne, og skabe en raceren kristen dogmatik.