Romerne havde kontrol over Armenien og de udpegede kongen før 301, han hed Tiridates I, mens ham der indførte kristendommen hed det samme, men var den 3.Bäckahästen skrev: ↑26 oktober 2024, 10:25Är den så gammal? Wow!BalticSea skrev: ↑24 oktober 2024, 21:44Siden sidst har jeg undersøgt om dateringen; den er sket ved kulstof metoden samt dendrokronologi med fem prøver af det målte træ, hvormed man teoretisk kan komme ned på år og årstid for fældningstidspunktet. Dateringen til midten af 4.årh. virker derfor troværdig.
Nidarosdomens oprindelse
Re: Nidarosdomens oprindelse
Re: Nidarosdomens oprindelse
Tallet 8 er hyldet i skriftlige kilder, blandt andet af den romerske biskop Ambrosius, der døbte St. Augustin, der skrev: "Med otte kapeller (nicher) stiger templet højt til hellig brug, døbefonten er ottekantet, hvilket er hensigtsmæssigt for dens gave (dåben)".BalticSea skrev: ↑12 oktober 2024, 16:02Fint, takker for interessen. Perioden kaldes i den sammenhæng senantikken (late antiquity)* – 3. til 7-8. årh. alt efter hvilken forfatter du frekventerer. Mange henviser til Karl den Stores kapel i Aachen og andre ottekantede bygninger fra kejsertidens Europa (Goslar, Mettlach, Nijmegen, Ottmarsheim m.fl.) men Aachen fra omkring 800 er dog inspireret af både San Vitale, der nok blev opført i overlappende periode med Sergius og Bacchus i Konstantinopel (Istanbul) - og Rotunden /Gravkirken i Jerusalem.
Man kan finde meget om emnet i denne bog *). Med start ved små gravkapeller i fjerde århundrede, undersøger forfatteren fysiske og litterære beviser for 35 kirker af den oktogone type, der kulminerede i sine finesser med San Vitale i Ravenna, som blev indviet i 547: *) Johnson, Mark J. (2018). San Vitale in Ravenna and Octogonal Churches in Late Antiquity. Reichert Verlag Wiesbaden.
Man kan bruge Wikipedia som trædesten til mere litteratur, og her er noget om Kathisma – de kalder den en byzantinsk kirke, fordi den er fra efter 330, da Konstantin flyttede hovedstaden dertil men normalt forbinder vi byzantinske kirker med andre typer (Z)
https://en.wikipedia.org/wiki/Church_of ... at_of_Mary
(Z) andre typer
https://www.nga.gov/features/byzantine/ ... hes-2.html
*
Skabelsen fandt sted på syv dage ifølge Første Mosebog, søndag til lørdag (sabbat). Kristus hvilede i graven på sabbatten og stod op den følgende søndag, hvilket de første kristne betragtede som begyndelsen på en ny skabelse. Således blev den ottende dag tidligt omtalt som begyndelsen på en ny æra i menneskehedens historie, og den var derfor på samme tid den ottende og den første dag.
Af samme grund blev tidlige kristne dåbskapeller opført som ottekantede (oktogonale) bygninger – det er der en del eksempler på – og altså også en del ottekantede kirkebygninger.
Senere skrev munken Eriugena (ca. 810–ca. 877) et digt om en kirke, hvori det i fordansket udgave blandt andet hedder :
"Tallet otte harmoniserer med de guddommelige handlinger;
For vores Gud, hvis form giver sig udtryk i enhver tid,
blev født på den ottende dag, undfanget, vendte tilbage fra døden,
og som på den ottende dag underkastede/indordnede sig under den (æld)gamle lov;
Og på oktaven vil verden bringe en ende på alle
de foranderlige/skiftende retninger over årene og alle de mange ting, der er slået fejl,
og vil i en ændret tilstand antage en stabil form.
... Disse er de tanker, som den klingende harpes tal otte i hemmelighed åbenbarer i vores hjerter."
Re: Nidarosdomens oprindelse
Ambrosius, der døbte Augustin skrev om tallet otte, men senere skrev Augustin selv om tal, i sit værk Guds Hus, om tallet 8 og det efter hans mening bedre, mere hellige tal 6:
"Om det fuldkomne tal seks, der er det første tal, der udfyldes af mængden af dets dele. Når det fortælles, at skaberværket blev fuldført på seks dage, idet samme dag blev gentaget seks gange, skyldes det sekstallets fuldkommenhed. Det skyldes ikke, at et tidsrum var nødvendigt for Gud, som om han ikke kunne skabe alt samtidigt og derefter lade det fuldbyrde tiden gennem de relevante bevægelser, men det skyldes, at værkernes fuldkommenhed blev betegnet, med sekstallet. For sekstallet er det første tal, der udfyldes af dets dele, dvs. en sjettedel, en tredjedel og en halvdel, som er én, to og tre, der i alt bliver seks. For i denne betragtning af tallene skal dele forstås som de faktorer, hvorom det kan siges, på samme måde som brøkdele som halvdel, tredjedel, fjerdel osv. angives ud fra et helt tal som nævner. For selv om der f.eks. i fire er en eller anden del af ni, kan det alligevel ikke siges, hvilken del den er. Det kan man ved én, for det er en niendedel og ved tre, for det er en tredjedel. Men selv om disse to dele af ni, nemlig en niendedel og en tredjedel, dvs. én og tre, lægges sammen, er det langt fra summen, som er ni. På samme måde er fire en eller anden del af ti, men hvilken kan ikke siges. Det kan man ved én, for det er en tiendedel. Der er også en femtedel, som er to, og der er halvdelen, som er fem. Men disse tre dele, en tiendedel, en femtedel og halvdelen, dvs. én, to og fem, bliver ikke ved sammentælling ti, men kun otte. Hvis delene i tolv lægges sammen, bliver det mere end tolv. I tolv er der nemlig en tolvtedel, som er én, en sjettedel, som er to, en fjerdedel, som er tre, en tredjedel, som er fire, og desuden halvdelen, som er seks. Men én, to, tre, fire og seks bliver ikke tolv, men et større tal, nemlig seksten. Jeg har ment at skulle minde kort om dette for at gøre opmærksom på sekstallets fuldkommenhed, der som sagt er det første, der fyldes op ved sammentælling af dets dele. For det var på seks dage, Gud fuldførte sine værker. Derfor bør vi ikke lade hånt om tallæren, for når man ser omhyggeligt efter, bliver det mange steder i de hellige skrifter klart, hvor meget den bør værdsættes. Ikke uden grund hedder det i lovprisningen af Gud: Alt har du ordnet efter mål og tal og vægt." *
*Visd. 11,20
Man skal ikke gå mere op i tal og kristne byggerier, for så kan man fare vild.
"Om det fuldkomne tal seks, der er det første tal, der udfyldes af mængden af dets dele. Når det fortælles, at skaberværket blev fuldført på seks dage, idet samme dag blev gentaget seks gange, skyldes det sekstallets fuldkommenhed. Det skyldes ikke, at et tidsrum var nødvendigt for Gud, som om han ikke kunne skabe alt samtidigt og derefter lade det fuldbyrde tiden gennem de relevante bevægelser, men det skyldes, at værkernes fuldkommenhed blev betegnet, med sekstallet. For sekstallet er det første tal, der udfyldes af dets dele, dvs. en sjettedel, en tredjedel og en halvdel, som er én, to og tre, der i alt bliver seks. For i denne betragtning af tallene skal dele forstås som de faktorer, hvorom det kan siges, på samme måde som brøkdele som halvdel, tredjedel, fjerdel osv. angives ud fra et helt tal som nævner. For selv om der f.eks. i fire er en eller anden del af ni, kan det alligevel ikke siges, hvilken del den er. Det kan man ved én, for det er en niendedel og ved tre, for det er en tredjedel. Men selv om disse to dele af ni, nemlig en niendedel og en tredjedel, dvs. én og tre, lægges sammen, er det langt fra summen, som er ni. På samme måde er fire en eller anden del af ti, men hvilken kan ikke siges. Det kan man ved én, for det er en tiendedel. Der er også en femtedel, som er to, og der er halvdelen, som er fem. Men disse tre dele, en tiendedel, en femtedel og halvdelen, dvs. én, to og fem, bliver ikke ved sammentælling ti, men kun otte. Hvis delene i tolv lægges sammen, bliver det mere end tolv. I tolv er der nemlig en tolvtedel, som er én, en sjettedel, som er to, en fjerdedel, som er tre, en tredjedel, som er fire, og desuden halvdelen, som er seks. Men én, to, tre, fire og seks bliver ikke tolv, men et større tal, nemlig seksten. Jeg har ment at skulle minde kort om dette for at gøre opmærksom på sekstallets fuldkommenhed, der som sagt er det første, der fyldes op ved sammentælling af dets dele. For det var på seks dage, Gud fuldførte sine værker. Derfor bør vi ikke lade hånt om tallæren, for når man ser omhyggeligt efter, bliver det mange steder i de hellige skrifter klart, hvor meget den bør værdsættes. Ikke uden grund hedder det i lovprisningen af Gud: Alt har du ordnet efter mål og tal og vægt." *
*Visd. 11,20
Man skal ikke gå mere op i tal og kristne byggerier, for så kan man fare vild.
-
Bäckahästen
- Inlägg: 1994
- Blev medlem: 30 april 2015, 22:45
- Ort: Blekinge
Re: Nidarosdomens oprindelse
Tusen tack för all information BalticSea.
Re: Nidarosdomens oprindelse
Nej, man skal ikke gå for meget op i tal og kristne byggerier, for så kan tanken forvirres.
Karl den Stores nære medarbejder, munken Alcuin af York (735-804), mente også, at selv om menneskeheden blev reddet og videreført af otte overlevende fra Noahs Ark, kunne tallet otte ikke være lige så vigtigt som seks, da Gud skabte verden på seks dage. Især ikke fordi otte i modsætning til seks ikke er et perfekt tal, men et mangelfuldt tal, et deficient tal. Tallets divisorer giver en sum, der er mindre end tallet selv – en plus to plus fire giver kun syv.
Om Alcuins inspiration fra Augustin kan man bl.a. læse i denne artikel:
Mösch, Sophia (2018) Augustinian thought in Alcuin's writing: a philological-historical approach.
History of Political Thought, 39 (1). pp. 33-53. ISSN 0143-781X
*
Hvis du ikke er forvirret endnu, er der jo også franskmanden Saint William of Volpiano (962-1031), der var munk i Cluny, og senere blev abbed ved Saint Benignus kloster i Dijon. Han deltog på en eller anden måde i bygning og ombygning af flere kirker og katedraler, herunder katedralen St. Benigne i Dijon.
I 997 påbegyndtes ombygning af katedralen, hvor der i den ene ende af bygningen blev konstrueret en rotunde i tre etager under et oculus, en rund åbning i taget, som i Pantheon i Rom. Senere kom den dobbelte søjlerotunde i Benigne til at bestå af otte søjler i den inderste kreds og 16 søjler i den yderste, ligesom der ved overgangen til katedralens skib stod fire søjler.
Summen af søjler bliver derved 28, hvilket anses for at være et perfekt tal, hvis divisorer også giver tallet, når de adderes. Når man ser bort fra tallet selv, altså 28, kan det divideres med en, to, fire, syv og 14, og hvis man lægger de tal sammen, fås også resultatet 28.
Hvis du ikke bryder dig om tal, så stop læsningen her
Allerede Euclid, der levede c. 300 f.Kr. skrev, at ”Hvis lige så mange tal fra enheden og fremefter, som vi ønsker det, fordobles, indtil deres sum bliver et primtal, og denne sum ganges med det sidste tal, så bliver resultatet et perfekt tal.” (Prøv selv).
Eksempler
6 (1+2) x2 1+2+3 = 6
28 (1+2+4) x 4 1+2+4+7+14 = 28
496 (1+2+4+8+16) x 16 1+2+4+8+16+31+62+124+248 = 496
Men der er mere gemt i tallet 28. Fra antikkens dage er tallet 4 blevet anset for at være et godt tal, fordi det betegner de fire elementer jord, vand, ild og luft. Samtidig kan det betegne de fire retninger, nord, øst, syd og vest. Tallet tre betegner treenigheden, så når man multiplicerer tre med fire, bliver 12 også et godt tal. Når man lægger fire og tre sammen, må resultatet syv af samme grund være et godt (eller helligt) tal.
Da fire gange syv er 28 bliver det endnu bedre. Ud fra disse forhold er 28 ikke bare et perfekt tal, det må nærmest være et utroligt godt tal.
Men der hører mere til historien om St. Benigne. Basilikaen holdes oppe af 40 støttepiller, og den har 120 vinduer. Her er vi tilbage i de gode tal, for 120 er resultatet af 10 gange 12 og som følge af den gamle lov (De 10 bud) er tallet 10 helligt, og det samme er tallet 12, fordi Jesus havde 12 apostle. Samtidig er 120 summen af de første 15 tal.
Dertil kommer, at tallet 120 nævnes flere steder i Bibelen. 1. Mosebog 6, 1-3: Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudssønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til. Da sagde Herren: "Min livsånde skal ikke forblive i mennesket for evigt. De er dødelige, deres levetid skal være 120 år."
5. Mosebog, 34, 7: Moses var 120 år, da han døde, hans øjne var ikke blevet svage, hans livskraft ikke svundet. 5. Mosebog, 31, 1-2 Da Moses havde holdt denne tale til hele Israel, sagde han til dem: "Jeg er nu 120 år og kan ikke færdes som før, og Herren har sagt til mig: "Du kommer ikke over Jordan".
Man kan lade det ligge, lade være med at lægge noget i disse tal -– man kan for sjov nøjes med at tælle søjler, næste gang man er i en (dom-)kirke.
Der findes bedre tegninger af katedralen i St. Benigne end på linket her, så led selv videre
https://tinyurl.com/5xedazha
*BS
Karl den Stores nære medarbejder, munken Alcuin af York (735-804), mente også, at selv om menneskeheden blev reddet og videreført af otte overlevende fra Noahs Ark, kunne tallet otte ikke være lige så vigtigt som seks, da Gud skabte verden på seks dage. Især ikke fordi otte i modsætning til seks ikke er et perfekt tal, men et mangelfuldt tal, et deficient tal. Tallets divisorer giver en sum, der er mindre end tallet selv – en plus to plus fire giver kun syv.
Om Alcuins inspiration fra Augustin kan man bl.a. læse i denne artikel:
Mösch, Sophia (2018) Augustinian thought in Alcuin's writing: a philological-historical approach.
History of Political Thought, 39 (1). pp. 33-53. ISSN 0143-781X
*
Hvis du ikke er forvirret endnu, er der jo også franskmanden Saint William of Volpiano (962-1031), der var munk i Cluny, og senere blev abbed ved Saint Benignus kloster i Dijon. Han deltog på en eller anden måde i bygning og ombygning af flere kirker og katedraler, herunder katedralen St. Benigne i Dijon.
I 997 påbegyndtes ombygning af katedralen, hvor der i den ene ende af bygningen blev konstrueret en rotunde i tre etager under et oculus, en rund åbning i taget, som i Pantheon i Rom. Senere kom den dobbelte søjlerotunde i Benigne til at bestå af otte søjler i den inderste kreds og 16 søjler i den yderste, ligesom der ved overgangen til katedralens skib stod fire søjler.
Summen af søjler bliver derved 28, hvilket anses for at være et perfekt tal, hvis divisorer også giver tallet, når de adderes. Når man ser bort fra tallet selv, altså 28, kan det divideres med en, to, fire, syv og 14, og hvis man lægger de tal sammen, fås også resultatet 28.
Hvis du ikke bryder dig om tal, så stop læsningen her
Allerede Euclid, der levede c. 300 f.Kr. skrev, at ”Hvis lige så mange tal fra enheden og fremefter, som vi ønsker det, fordobles, indtil deres sum bliver et primtal, og denne sum ganges med det sidste tal, så bliver resultatet et perfekt tal.” (Prøv selv).
Eksempler
6 (1+2) x2 1+2+3 = 6
28 (1+2+4) x 4 1+2+4+7+14 = 28
496 (1+2+4+8+16) x 16 1+2+4+8+16+31+62+124+248 = 496
Men der er mere gemt i tallet 28. Fra antikkens dage er tallet 4 blevet anset for at være et godt tal, fordi det betegner de fire elementer jord, vand, ild og luft. Samtidig kan det betegne de fire retninger, nord, øst, syd og vest. Tallet tre betegner treenigheden, så når man multiplicerer tre med fire, bliver 12 også et godt tal. Når man lægger fire og tre sammen, må resultatet syv af samme grund være et godt (eller helligt) tal.
Da fire gange syv er 28 bliver det endnu bedre. Ud fra disse forhold er 28 ikke bare et perfekt tal, det må nærmest være et utroligt godt tal.
Men der hører mere til historien om St. Benigne. Basilikaen holdes oppe af 40 støttepiller, og den har 120 vinduer. Her er vi tilbage i de gode tal, for 120 er resultatet af 10 gange 12 og som følge af den gamle lov (De 10 bud) er tallet 10 helligt, og det samme er tallet 12, fordi Jesus havde 12 apostle. Samtidig er 120 summen af de første 15 tal.
Dertil kommer, at tallet 120 nævnes flere steder i Bibelen. 1. Mosebog 6, 1-3: Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudssønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til. Da sagde Herren: "Min livsånde skal ikke forblive i mennesket for evigt. De er dødelige, deres levetid skal være 120 år."
5. Mosebog, 34, 7: Moses var 120 år, da han døde, hans øjne var ikke blevet svage, hans livskraft ikke svundet. 5. Mosebog, 31, 1-2 Da Moses havde holdt denne tale til hele Israel, sagde han til dem: "Jeg er nu 120 år og kan ikke færdes som før, og Herren har sagt til mig: "Du kommer ikke over Jordan".
Man kan lade det ligge, lade være med at lægge noget i disse tal -– man kan for sjov nøjes med at tælle søjler, næste gang man er i en (dom-)kirke.
Der findes bedre tegninger af katedralen i St. Benigne end på linket her, så led selv videre
https://tinyurl.com/5xedazha
*BS
-
Bäckahästen
- Inlägg: 1994
- Blev medlem: 30 april 2015, 22:45
- Ort: Blekinge
Re: Nidarosdomens oprindelse
Många tal blir det. Tack.
Re: Nidarosdomens oprindelse
Selv tak. En læser har kontaktet mig med et spørgsmål, hvilket er noget nyt.
Men jeg vil forsøge at besvare det i morgen, så der kommer lidt mere ...
*BS
Re: Nidarosdomens oprindelse
Arkitektoniske kopier før og nu - og lidt om tal
Hvis man interesserer sig for litteratur om arkitektur i middelalderen, er kunsthistoriker Richard Krautheimer (1897-1944) en af de forfattere, man støder på. Han udgav i 1942 to artikler, som fik betydning for den senere forskning, nemlig "Introduction to an 'Iconography of Medieval Architecture'" og "The Carolingian Revival of Early Christian Architecture”. Sammen med Slobodan Ćurčić var han forfatter til bogen "Early Christian and Byzantine architecture" og en del andre bøger.
Artiklerne må man selv finde, her skal blot citeres lidt fra den første, hvori han beretter om ”Kopier i middelalderlig arkitektur”. (1. Copies in Medieval Architecture)
I sin artikel "Introduction to an "Iconography of Medieval Architecture" skrev Richard Krautheimer, at det siden renæssancen var blevet sædvanligt at betragte arkitektur som værende bestemt af materiale, fasthed og glæde, eller efter funktion konstruktion og design.
Talrige arkitektoniske kopier, som blev opført gennem middelalderen, viser, hvad der ifølge datidens mænds(!) opfattelse var godt i et bygningsværk, idet forholdet mellem kopier og deres originaler afslører nogle af disse elementer. Men når to bygninger sammenlignes med hinanden i middelalderlige skrifter, kan den moderne læser undre sig over, hvordan forfatteren kom til at se nogen lighed mellem de to, skrev Krautheimer. Han nævnte at nogle bygningsværker, Aix-la-Chapelle og Germigny-des-Prés, og en tredje Hereford stadig eksisterer, eller var gengivet på en tegning. En moderne beskuer har dog svært ved at se noget sammenligneligt i dem, mente han og beskrev forskellene.
Fulda
Han omtalte også den lille kirke St. Michael i Fulda, – den blev opført som gravkapel til Fulda Kloster af abbed Eigil, mellem 820 og 822. Selv om strukturen i sin nuværende tilstand er stor fra det 11. århundrede, er de få eksisterende originale dele, de samtidige beskrivelser og nyere udgravninger tilstrækkelige til at give en nogenlunde nøjagtig idé om det 9. århundrede bygningsværk. Et lille center-rum eller centralrum, er omgivet af et ambulatorium; har en krypt, dækket af en ringformet tøndehvælving på en enkeltsøjle under det centrale rum og har en ringformet korridor under ambulatoriet. Otte søjler, som blev udskiftet i 11. århundrede bar, en kuppel eller en ottesidet domisk-hvælving over det centrale rum. Det vides ikke, om denne oprindelige struktur havde et galleri over ambulatoriet. Hovedalterets "titulus" efterlader ingen tvivl om, at den oprindelige struktur allerede var knyttet til Den hellige grav, og i 1715, rejste sig en Herrens grav, konisk af form, i midten af bygningen.
Paderborn
Derfter omtaltes biskop Meinwerk af Paderborn's kirke "ad similitudinem s. Jerosolimitane ecclesie" der havde en ottekantet struktur, fra cirkulære grundmure; Rotunden ved Lanlefff, ikke langt fra Caen, blev opført sidst i det 11. århundrede med 12 søjler, hver en firkantet pille med fire søjler. I modsætning til de andre bygningsværker, er Lanleffs indvielse ikke fastslået, men motivet for arkitekturen viser, at denne struktur også er afledt af Den Hellige Grav i Jerusalem.
Cambridge
En fjerde bygning, Den Hellige Gravs kirke i Cambridge, synes at stamme fra den første fjerdedel af det 12. århundrede. Det blev dårligt restaureret i 1841, men tidligere reproduktioner giver en god idé om den oprindelige tilstand. Otte robuste søjler adskilte det ribbehvælvede ambulatorium fra et midterrum, som indtil 1841 var overgået af et højt tårn.
Del-konklusion
Alle fire af disse strukturer var beregnet til at repræsentere den hellige grav i Jerusalem. Men alle fire er ret forskellige fra hinanden: de er runde eller ottekantede, med et enkelt skib eller omgivet af et ambulatorium, hvælvede eller muligvis med tømmertage, med en eller flere absider og otte eller tolv søjler. Forskellene ser ud til at opveje lighederne betydeligt.
Men i datiden blev de sammenlignet.
Santo Stefano i Rom danner en uregelmæssig dodecagon – Gregor af Nyssa's kirke havde otte vinkler – Arculph besøgte det nære østen sidst i det 7. århundrede og han beskrev den ottekantede himmelfartskirke på Olivenbjerget som en rotunde – Sir John Mandeville (som ingen vist ved, hvem er) kaldte den ottekantede Klippekuppel for en cirkulær bygning.
Artiklen fortæller mange flere detaljer, og Krautheimer konkluderer, at en omtrentlig lighed mellem det geometriske mønster åbenbart tilfredsstillede middelalderens mænd med hensyn til identiteten af to former.
*BS
Hvis man interesserer sig for litteratur om arkitektur i middelalderen, er kunsthistoriker Richard Krautheimer (1897-1944) en af de forfattere, man støder på. Han udgav i 1942 to artikler, som fik betydning for den senere forskning, nemlig "Introduction to an 'Iconography of Medieval Architecture'" og "The Carolingian Revival of Early Christian Architecture”. Sammen med Slobodan Ćurčić var han forfatter til bogen "Early Christian and Byzantine architecture" og en del andre bøger.
Artiklerne må man selv finde, her skal blot citeres lidt fra den første, hvori han beretter om ”Kopier i middelalderlig arkitektur”. (1. Copies in Medieval Architecture)
I sin artikel "Introduction to an "Iconography of Medieval Architecture" skrev Richard Krautheimer, at det siden renæssancen var blevet sædvanligt at betragte arkitektur som værende bestemt af materiale, fasthed og glæde, eller efter funktion konstruktion og design.
Talrige arkitektoniske kopier, som blev opført gennem middelalderen, viser, hvad der ifølge datidens mænds(!) opfattelse var godt i et bygningsværk, idet forholdet mellem kopier og deres originaler afslører nogle af disse elementer. Men når to bygninger sammenlignes med hinanden i middelalderlige skrifter, kan den moderne læser undre sig over, hvordan forfatteren kom til at se nogen lighed mellem de to, skrev Krautheimer. Han nævnte at nogle bygningsværker, Aix-la-Chapelle og Germigny-des-Prés, og en tredje Hereford stadig eksisterer, eller var gengivet på en tegning. En moderne beskuer har dog svært ved at se noget sammenligneligt i dem, mente han og beskrev forskellene.
Fulda
Han omtalte også den lille kirke St. Michael i Fulda, – den blev opført som gravkapel til Fulda Kloster af abbed Eigil, mellem 820 og 822. Selv om strukturen i sin nuværende tilstand er stor fra det 11. århundrede, er de få eksisterende originale dele, de samtidige beskrivelser og nyere udgravninger tilstrækkelige til at give en nogenlunde nøjagtig idé om det 9. århundrede bygningsværk. Et lille center-rum eller centralrum, er omgivet af et ambulatorium; har en krypt, dækket af en ringformet tøndehvælving på en enkeltsøjle under det centrale rum og har en ringformet korridor under ambulatoriet. Otte søjler, som blev udskiftet i 11. århundrede bar, en kuppel eller en ottesidet domisk-hvælving over det centrale rum. Det vides ikke, om denne oprindelige struktur havde et galleri over ambulatoriet. Hovedalterets "titulus" efterlader ingen tvivl om, at den oprindelige struktur allerede var knyttet til Den hellige grav, og i 1715, rejste sig en Herrens grav, konisk af form, i midten af bygningen.
Paderborn
Derfter omtaltes biskop Meinwerk af Paderborn's kirke "ad similitudinem s. Jerosolimitane ecclesie" der havde en ottekantet struktur, fra cirkulære grundmure; Rotunden ved Lanlefff, ikke langt fra Caen, blev opført sidst i det 11. århundrede med 12 søjler, hver en firkantet pille med fire søjler. I modsætning til de andre bygningsværker, er Lanleffs indvielse ikke fastslået, men motivet for arkitekturen viser, at denne struktur også er afledt af Den Hellige Grav i Jerusalem.
Cambridge
En fjerde bygning, Den Hellige Gravs kirke i Cambridge, synes at stamme fra den første fjerdedel af det 12. århundrede. Det blev dårligt restaureret i 1841, men tidligere reproduktioner giver en god idé om den oprindelige tilstand. Otte robuste søjler adskilte det ribbehvælvede ambulatorium fra et midterrum, som indtil 1841 var overgået af et højt tårn.
Del-konklusion
Alle fire af disse strukturer var beregnet til at repræsentere den hellige grav i Jerusalem. Men alle fire er ret forskellige fra hinanden: de er runde eller ottekantede, med et enkelt skib eller omgivet af et ambulatorium, hvælvede eller muligvis med tømmertage, med en eller flere absider og otte eller tolv søjler. Forskellene ser ud til at opveje lighederne betydeligt.
Men i datiden blev de sammenlignet.
Santo Stefano i Rom danner en uregelmæssig dodecagon – Gregor af Nyssa's kirke havde otte vinkler – Arculph besøgte det nære østen sidst i det 7. århundrede og han beskrev den ottekantede himmelfartskirke på Olivenbjerget som en rotunde – Sir John Mandeville (som ingen vist ved, hvem er) kaldte den ottekantede Klippekuppel for en cirkulær bygning.
Artiklen fortæller mange flere detaljer, og Krautheimer konkluderer, at en omtrentlig lighed mellem det geometriske mønster åbenbart tilfredsstillede middelalderens mænd med hensyn til identiteten af to former.
*BS