Hallen i Borg består af mange rum, idet der også er stalde og lade i samme bygning - måske af varmehensyn.
Der er dog en sal i bygningen, som tolkes brugt ved fester og religiøse ritualer.
Borg og Högom var sandsynligvis de rige centre, hvor de samlede skind, hvalros- og narhvaltænder til købmænd som Ottar og som nævnes af Jordanes. Som sagt er det ligegyldigt, hvad den udgravende arkæolog kaldte lederen - det er en strid om ord - men ifølge Jordanes må han have været en rig leder.
Arkæologernes gængse neutrale betegnelse i Danmark har været stormænd - men i de senere år er stilen ændret og kongetitlen er især begyndt at dukke op igen omkring de steder, hvor sagnene talte om konger. Når betegnelsen også bruges i Tissø, skyldes det måske, at stedet ofte er blevet betragtet som en satellithal for en konge i Lejre - og det karakteristiske ved kongen var måske oprindeligt, at han drog fra hal til hal, mens høvdingen var en lokal stammeleder. Når Beowulf skrev, at sagnkong Skjold (som ifølge sagaerne var Odins søn) erobrede mange mjødhaller, var det måske, fordi han samlede danernes stammer, som Procopius nævnte i flertal. Og dette er blot et forlag til en tolkning af ordens betydning i Nordens fortid.
